Sorg retræte - til dig som har mistet

På det smukt beliggende Gomde på Djursland http://www.gomde.dk afholder Ann Ostenfeld-Rosenthal og Lene Jensen sorg retræte med mindfulness og compassion den 9.3 - 12.3, 2017.

Har du mistet, og er du i sorg, så kan denne sorg retræte være en hjælp. Omgivet af et støttende fællesskab skabes muligheden for at starte en helingsproces, hvor du gennem mindfulness og self-compassion meditationer trænes i at rumme din sorg med nænsomhed og venlighed. Der vil også være gående meditation på kursusstedets smukke arealer med udsigt over havet.

På sorg retræten vil du blive præsenteret for redskaber, der kan støtte dig i din sorg proces og i din helingsproces. Dette nænsomme arbejde vil med tiden gøre dig til et helt menneske, der lever med en sorg og et savn; det menneske du selv vil ønske at være efter tabet af en elsket. Sorg retræten er opbygget omkring temaerne: at gå langsomt, at være nænsom og medfølende med dig selv, at have tid til at omfavne sorgen for på den måde at give dit hjerte mulighed for at vokse, så det kan rumme både sorgen, der altid vil være der og glæden og livet.

Retræten henvender sig til mennesker, der har mistet – i bred forstand. Det drejer sig selvsagt om at have mistet et menneske til ’himlen’/livet ’beyond the veil’, men det kan også være mennesker der har mistet i mere bred forstand, fx mistet en ægtefælle til Alzheimer eller demens eller at have mistet i forbindelse med skilsmisse, mistet sit helbred, sin førlighed og/eller identitet i forbindelse med sygdom.

Du vil blive præsenteret for forskellige meditationer: Korte siddende meditationer, self-compassion meditationer, gående meditation, og blide mindfulness yoga øvelser for at få kontakt med kroppen. Derudover vil retræten også give mulighed for udveksling to og to samt i gruppen. Det er fuldstændigt frivilligt, om man vi dele sine oplevelser og erfaringer.

Der bliver serveret dejlig - overvejende vegetarisk - mad, ligesom der vil være lidt luft i programmet, så du får mulighed for at nyde de smukke omgivelser. Du kan deltage på egen hånd, men det er også muligt at deltage flere fra samme familie, der er mistet.

”Intet hastværk mens du går med sorg; det hjælper dig ikke på din rejse. Gå langsomt, hold ofte hvil. Intet hastværk mens du går med sorg. Vær nænsom mod dig selv; gå langsomt, hold ofte hvil. Tag dig tid, vær nænsom mens du går med sorg. Vi er ikke langt fra hinanden; skønt nogle er i himlen og nogle på jorden”. ~George MacDonald

”Virkeligheden er sådan, at du altid vil sørge. Du vil ikke komme over tabet af en elsket; du vil lære at leve med det. Du vil heles og genopbygge dig selv omkring det tab, du har lidt. Du vil blive hel igen, men du vil aldrig blive den samme. Du behøver heller ikke blive den samme, og du vil heller ikke ønske det”. ~Elisabeth Kübler-Ross og John Kessler.

Tilmelding til Ann på: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller 61303155.

Pris: 4200 kr

Om retrætelederne

Ann Ostenfeld-Rosenthal

Jeg er mindfulness (MBSR) lærer og har en ph.d. grad i medicinsk antropologi. Jeg har trænet meditation og nærvær siden 2001 på Center for Professionel og Personlig Udvikling, og i 2011 blev jeg mindfulness lærer

ved Dansk Center for Mindfulness, Aarhus Universitet, som fører Kabat-Zinn traditionen videre. Jeg har undervist i mindfulness siden 2012. I april 2014 fik mit barnebarn en hjernetumor, og han forlod os og denne verden i oktober samme år. Jeg har længe haft interesse for processer omkring døden, men at miste min elskede Samuel gjorde mig opmærksom på den hjælp, jeg selv har fået af kontemplative praksisser i min sorgproces. Disse erfaringer vil jeg gerne dele med andre.

Lene Jensen

Jeg er uddannet psykoterapeut, ergoterapeut og mindfulness (MBSR) lærer fra Dansk Center for Mindfulness, Aarhus Universitet. Jeg har de sidste 12 år arbejdet som selvstændig psykoterapeut og supervisor med psykoterapeutisk klinik i Skødstrup. Siden 2014 har jeg afholdt mindfulness (MBSR) kurser fire gange årligt. Tidligere har jeg arbejdet mange år på Hammel Neurocenter, hvor jeg bl.a. kørte pårørende grupper.

På det personlige plan har jeg altid været optaget af døden, sorgen over at miste, og hvordan man lever med sin sorg. Min mor begik selvmord, da jeg var 5 år, så sorgen har været en følgesvend gennem hele mit liv på godt og ondt. At møde mindfulness og få det integreret i mit eget liv har gjort det lettere at være med den sorg, der kommer og går. Mindfulness har hjulpet mig til en langt større nænsomhed med mig selv, og det gør det lettere at bære det ubærlige.

Jeg har som psykoterapeut undervist og arbejdet med sorgprocesser igennem mange år. Jeg vil glæde mig til, at vi sammen laver et nærværende rum, hvor der er plads til hvert enkelt deltagers egen sorg proces i et nært fællesskab med andre.


Tilmelding

 

 

Nyhedsbrev